Rancho Montana

Efter nogle dages storbyliv i La Paz skulle der ske noget nyt. Vi havde fundet en spaendende side paa nettet, der etablerer kontakt mellem oekologiske farmere i hele verden og frivllige, der gerne vil arbejde for kost og logi.
Det var lige noget for os! Vi tog kontakt til en amerikaner bosat i Bolivia, der tilsyneladende havde alt det vi ledte efter - marker og dyr, 90% selvforsynenede og meget interesseret i at faa gaester. -Foerst i bussen begyndte vi at overveje den mulighed, at han maaske ikke indeholdt alt det gode han gav sig ud for. Men nu var vi altsaa paavej mod Santa Cruz, Bolivias 2. stoerste by, uden helt at vide hvad vi gik ind til. Busturen alene tog 18 timer.
Vi tog afsted fra kulde og 4000m hoejde og da vi vaagnede var det saa varmt at vi naesten ikke kunne aande. Vi var havnet ved foden af Amazonjunglen og skulle rejse endnu 2 timer paa grusvej foer vi naaede vores maal.
Vi hyrede en taxi, der kunne koere os noget af vejen. Den var, som mange biler i Bolivia, importeret brugt fra Japan og havde derfor oprindeligt haft styretoejet i bilens hoejre side. Pedalerne og rattet havde man lidt primitivt faaet flyttet til venstre side, mens speedometer, oliemaaler og andre unoedvendige hjaelpemidler stadig var placeret til hoejre. Trods det naaede vi sikkert frem til et gudsforladt vejkryds, hvor vi havde aftalt at moedes med vores amerikanske netven: Brent.

Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os, men helt sikkert noget andet end vi moedte i det vejkryds. Mod os kom gaaende en lille, tyk mand i halvsnavset T-shirt med afklippede aermer. Hvid, men roed af solen og med langt lyst haar, der var begyndt at tyndes paa toppen. En blanding af en rocksanger fra 80'erne og en HA-motorcyklist.
Vi satte os ind i hans sorte firehjulstraekker og koerte afsted mod en ukendt destination. Han spurgte om vi var sultne, hvilket vi var som hunde, hvorpaa han fortalte en lang historie om, at han havde spist ALT paanaer mennesker (hvilket han endnu havde tilgode hos sine kannibalvenner i midtafrika).
Jeg var mundlam! Christian og han fik en god snak med ham om, hvor pudsigt det var, at vi var havnet midt i Amazonas uden at vide det- saerligt fordi Sidsel slet ikke ville ind i junglen pga. slangerne... Herefter kunne han levende berette om den 4 meter lange hun-anakonda han havde moedt paa vejen for et par uger siden. Da var jeg klar til at skippe alle planer om farmerliv og desertere paa stedet!

Vi spiste frokost paa en, for bolivansk standard, fin restaurant. Christian fik et dyr som vi endnu ikke helt ved hvad er, men det lever kun i junglen og ligner en blanding af en kanin og en rotte - jeg holdt mig til fisk...
Efter en lang koeretur i fantastisk smukke omgivelser naaede vi frem til ranchen, der mere lignede en spansk hacienda i lyseroed!
Brent viste sig at vaere en rigtig fin fyr, der havde arbejdet i olieindustrien siden han var 13, havde tjent masser af penge og bosat sig i Bolivia for 19 aar siden. Hans kone Pati var bolivianer, ung og smuk og hun lavede den bedste mad end vi endnu har faaet paa rejsen.
Vi blev haengende paa farmen i en uges tid. Om vores oplevelser paa gaarden maa komme i naeste blog...

Jesus i Cobacabana

Vi besluttede at holde paaske paa den bolivianske side af Titicaca soeen og forlod dermed et et koldt og regnfuldt Peru.
Cobacabana er en lille fiskerby, der ligger ved soeen og som er kendt for Madonnaen i byens hovedkirke. Hvert aar til paaske valfarter pilgrimme fra hele Bolivia og Peru til Cobacabana for at fejre denne store katolske hoejtid. Vi vidste godt, at det var paaske og at byen sandsynligvis ville vaere fuld, men det syn, der moedte os da bussen koerte ind ad byens hovedgade havde vi aldrig forestillet os. Der var mennesker overalt og ikke bare mennesker, men horder med cykler og hunde og telte og boern og ikke mindst farvestraalende paaskepynt. Ikke kyllinger som vi kender det derhjemme, men kors og grene smukt dekorerede med blomster og baand i alle farver. Jeg havde egentlig troet at langfredag var en stille dag i den katolske kirke, men der tog jeg helt fejl...
Saerligt festligt blev det, da vi kom ned paa stranden, hvor der tilsyneladende eksisterede en form for allemandsret for den var plastret til med iglotelte og madboder, ballonmaend og vandcykler. Da det havde regnet temmelig meget de sidste dage og alt var en stor mudderpoel, gik vores taenker hen i retning af en form for midtfynsfestival med store skoerter og bowlerhatte - et ubeskriveligt syn!
Om aftenen havde vi laest os til, at der skulle vaere pilgrimsoptog fra kirken kl 19.00.
Vi dukkede troligt op, men taenkte at vores spanske maatte have svigtet os, for kirken var naesten tom.
Pludselig bragede musikken gennem hoejtalerne og kvart over 19 begyndte de hundredevis af pilgrimme at komme daskende paa trods af at gudstjenesten var gaaet i gang.
Én havde store problemer med at faa sin cykel med ind paa kirkebaenken og blev da ogsaa paent bedt om at stille den ud til siden da kirken naaede sit bristepunkt.
I den protestantiske kirke er vi saa ordentlige og passer godt paa kirkens skatte. Her i Sydamerika er det skik, at man hvert aar til sang og musik piller Jesus ned af korset og baerer ham gennem byen i et optog sammen med Jomfru Maria og Maria Magdalene. Det gjorde de saa og bagefter holdt de et brag af en fest. Det var saa anderledes end noget andet vi har oplevet og helt saerligt at faa lov at vaere en lille del af.

Vi er nu kommet til La Paz som er en fantastisk smuk by klemt ned mellem sneklaedte bjerge.
Vi har set en masse afspaerringer omkring praesidentpaladset og har undret os lidt over dette, men vi har netop hoert at det skyldes, at den bolivianske praesident er gaaet i sultestrejke!
Det er tilsyneladende hans sidste mulighed for at faa vedtaget en meget omstridt lov.
Det forlyder dog ogsaa, at oppositionen ikke mener, at han ikke vil tage skade af et par dages faste.

HURRAA!

Det er netop faldet paa plads og de sidste flybilletter er booket. I juni faar vi foelgeskab af vores to yndlings-odenseanere, David og Ann Sofie og vi glaeder os helt vildt! De kommer flyvende midt i juni og rejser med os i 3 uger i Brasilien og maaske lidt i Argentina.
Selvom vi moeder mange soede mennesker herude kan intet nu maale sig med de gode gamle hjemme fra Fyn;)

Condortur

Saa er vi her igen efter lang tids stilhed. Der har vaeret alt for mange oplevelser, der stod i koe, saa vi har svigtet internettet lidt. Er dog lige blevet opmaerksomme paa at vi i mellemtiden har faaet ny statsminister!
Hvad skal man mon synes om det - er der roere hjemme i DK?
Tiden er som sagt gaaet med diverse attraktioner. Vi har proevet vores foerste rigtige trek - en 3 dages vandretur i Colca cañon, verdens dybeste kloeft. I solopgangen saa vi condorene svaeve op fra dybet, helt fantastisk. Vi havde vores egen private guide, Marcos, der var vokset op i en af de smaa landsbyer i kloeften og han kendte den som sin egen bukselomme. Han besteg de stejle bjergsider som en anden bjerggemse, vi to andre kom halsende efter, men var ellers ret vilde med trekkinglivet. Det eneste krisepunkt var da vi naaede 2. nats lodge som viste sig at vaere hytter med stampet jordgulv, bambusvaegge og straa paa taget - det mindede meget lidt om det hostel vi troede vi havde bestilt. Vi overlevede dog begge natten og skulle alligevel op klokken 04.00 for at klatre 1300m op fra kloeften inden solen begyndte at bage.
Er siden taget videre til Cuzco, hvorfra vi tog turen til Machu Picchu, men meget mere om det i

naeste blog.

Lima, Peru

Vi kan berolige vores bekymrede moedre med, at vi overlevede vores dage i Lima og at al jeres frygt for netop denne by var ganske overfloedig.
Turen over aekvator gik smertefrit og ved ankomsten i Limas lufthavn blev vi modtaget af privatchaffoer! Sidsel havde insisteret paa at booke hostel og transport inden ankomsten pga Limas blakkede ry og til Christians store morskab stod der nu en lille smilende peruviansk chauffoer med et skilt, hvorpaa der stod "Sidsel Fentz".
Vi blev fra lufthavnen koert gennem byen, der paa trods af moerke syntes ganske anderledes end det land vi kom fra. Vejene var asfalterede, husene i flere etager og bilerne af en ganske anden standard. Hostlet viste sig at vaere et ganske flot hotel og naeste morgen vaagnede vi op til solskin og havluft og fem minutters gang ned til Stillehavet.
Vi boede i det mondaene og turistede Miraflores som mindede mere om Miami beach end om noget vi endnu har oplevet i Latinamerika.
Christian brugte en halv dag paa at surfe, vi slentrede paa strandpromenaden og noed livet som backpackere, der var havnet i et fremmed miljoe.
Efter to dage var vi maettet af luksus og rejste sydpaa uden helt at vide hvorhen. Vi havnede i en "by" a la trinbraettet i Bagdad café med oerken og kaktusser og et luset hotel med bedbugs - lige fra den ene yderlighed til den anden! Derfra tog vi en lokal 2. klasses natbus... 13 timer senere og fuldstaendig radbraekkede blev vi enige om, at det godt kan betale sig at give lidt ekstra for at kunne ligge ned!

Generalproeve

Et natligt eventyr

Nu er det vist blevet tid at fortaelle lidt om vores oplevelser paa Guatemalas landeveje - vi har snart proevet de fleste!
Problemet med at komme rundt i Guatemala er, at der ikke findes rigtige busser som man kan tage fra A til B som vi oplevede i Mexico. Her koerer lokale i de saakaldte Chicken buses, hvis navn vistnok skyldes at man ofte rejser med en kylling eller to paa skoedet. Busserne er gamle amerikanske skolebusser som er smukt dekorerede i alle farver og oftest nypudsede. Problemet er bare, at de ikke koerer helt uden problemer i bjergene og ofte er noedt til at torpedere en bjergside, naar bremserne svigter. Desuden er backpackere med fuld oppakning nemme ofre for tyveri og hold-ups ombor paa disse busser.
Af samme grund har vi tit valgt at koere i minibus, som er sikrere og har rimeligt gode forbindelser. Christian faar ploejet sig igennem mange romaner paa vores lange ture, jeg sidder som regel ved vinduet med et fast blik rettet mod bjergskraaningerne, bevaebnet med en pose og en flaske vand. Jeg er virkelig daarlig til at koere i bjerge, saerligt i 30 graders varme!
I sidste uge naaede vi helt op i et nordlige Guatemala for at opleve Tikal - kaempe mayaruiner, der ligger midt i junglen. Vi saa baade ruiner og broeleaber, papagoejer, vaskebjoerne, myreslugere og heldigvis ingen to meter lange klapperslanger. En helt guddommelig oplevelse!
Turen tilbage mod hovedstaden er ca. 10 timer i bus. Guideboegerne advarer mod at bruge natbusser pga landevejsroevere, men vi lod os friste af muligheden for at spare en overnatning og samtidig faa en billig billet med en 2.klasses bus. Vi blev klogere!
Alt tegnede godt, da vi satte os i taxaen(incl. i prisen!) til busstationen kl 23.00, men allerede paa der blev vi lidt usikre paa om det nu ogsaa var den bedste idé vi havde faaet..
I bussen faldt vi hurtigt i soevn, men vaagnede brat efter halvanden time ved at bussen holdt stille, stemningen var panikagtig og folk loeb ud med deres baggage. Bussen var brudt sammen og nogle faa smarte hoveder oejnede chancen for at faa et lift videre. Vi var slet ikke saa hurtige og havde desuden ingen trang til at hoppe af midt paa en baelgmoerk rasteplads, uden at vide hvad der nu skulle ske.
Det viste sig, at ingen af de ca 30 guatemalske maend vi fulgtes med kunne fortaelle os noget, vi maatte bare vente og haabe paa det bedste. Vores medpassagere fandt hurtigt en lille listig kro, hvor de ventede og da de kom tilbage kunne de lissaa godt have snakket russisk - vi forstod ikke et ord af, hvad de sagde.
Det skulle tage tre timer foer der kom et lift, der kunne koere os tilbage hvor vi kom fra, hvilket vi ikke synes var en saerlig god idé. Saa vi ventede til klokken 5.20 foer der kom en bus, der koerte os til graensen til Honduras! hvilken absolut ikke var en del af den planlagte rute.
Herfra kom vi paa en ny bus til Guatemala city, som bestemt ikke virkede som et saerligt sikkert sted for os at vaere. Stort set alle er bevaebnede her, inklusive vores medpassagerer og vores rejseselskab havde givet os besked paa, at vi under ingen omstaendigheder maatte flytte os fra det sted vi blev sat af bussen, vi skulle vente til vi saa en mand, der bar et skilt med vores navn paa - det var den eneste person, vi maatte stole paa. Problemet var blot, at vi ankom 8 timer efter denne mand sandsynligvis havde staaet et andet sted i byen, paa en anden busstation og ventet med et skilt med vores navn.
Det lykkedes os dog at finde en bus videre til Antigua, vores destination, hvor vi ankom ca 10 timer senere end forventet fuldstaendigt moere af traethed.
Men vi klarede den og er nok faerdige med natbusser i Guatemala for denne gang.

Vores familie i Guatemala

Efter en uges veloverstaaet sprogskole i Xela, maa det nu igen vaere tid til at give lyd paa bloggen. Den sidste uge har vaeret saa spaekket med oplevelser og et konstant flow af aktiviteter og af samme grund har der vaeret lidt stille her paa siden.
Vi bor i en by paa stoerrelse med Odense, men udover stoerrelsen har de to byer ikke mange lighedspunkter. Skolen vi har vaeret paa har vaeret utrolig god. Man har privatlaerer 5 timer om dagen, hvilket har hjulpet en anelse paa vores spanskkundskaber, men samtidig laegges der stor vaegt paa at fortaelle Guatemalas historie i baade for- og nutid.
I dag har vi vaeret ude i bjergene og opleve et omraade, der blev brugt som skjulested for guerillabevaegelsen under borgerkrigen og vores guide, der selv var ex-guerilla kunne fortaelle sin egen gribende historie om et liv i krig. Det var en meget staerk oplevelse.
Hele ugen har vi vaeret indkvarteret privat hos en guatemalansk familie og det har vaeret et helt kapitel for sig. Man faar en helt anden indsigt i landet ved at faa lov til at komme ind i lokale hjem og vaere en del af deres hverdag.
Familien har taget saa godt imod os, men at se hvor fattigt en familie med en haardtarbejdende far og en hjemmegaaende mor og to boern lever her, er rystende. Lige saa rystende som at kriminalitet og vold paa gaden er en naturlig del af livet her. Vi bliver raadet til ikke at gaa ud efter moerket frembrud (klokken seks) og det er ikke fordi vi er hvide, men blot fordi der hver eneste dag bliver begaaet overfald og vold paa civile paa aaben gade.
Naa, men I ved jo, at vi er fornuftige og passer paa os selv. Det er bare saa meget anderledes end at vaere hjemme i trygge Danmark (som vist ikke er saa tryg i oejeblikket?).
Nu lukker internetbiksen og moerket falder paa...
I hoerer mere, Knus

Meddelelse

Vi kan hermed med megen beklagelse meddele, at billedsiden fra d.d. vil vaere nede, da billedredaktoeren desvaerre glemte at tage kameraet ud af lommen inden han kastede sig ned ad en 10 meter lang gutemalansk rutsjebane i forsoeg paa at komme foer en tysker.
Vi arbejder i oejeblikket paa at rette op paa skaderne...

Las Pirámides

Vores eventyr i Pyramiderne fandt sted den sidste lille uge i San Marcos de la Laguna, der ligger ved Guatemalas kaempe soe Lago de Atitlán.
San Marcos er kun tilgaengelig via vandet og ligger omgivet af bjerge og vulkaner.
Netop denne lille landsby er saerligt kendt for spiritualisme, healing, meditation og vi valgte at tage dertil for at besoege et lille meditationscenter besoegt af folk fra hele verden.
Vi boede i en lille tomandspyramide og al undervisning foregik i en stor pyramide med underjordisk indgang - for ikke at bryde pyramidens kraft. Hver morgen moedte man klokken syv til halvanden times yoga i pyramiden, herefter var der tid til at lave morgenmad, hvis man ikke var i faste, herefter var der undervisning i nummerologi, tarot, astrologi o.a. og klokken fem var der meditation.
Christian blev ret vild med meditationen, bortset fra at skraedderstilling er en anstrengende stilling, hvis man har stive fodboldben. Men han var, som han selv udtrygte det "ret god til overhovedet ikke at taenke paa noget", Sidsel derimod fandt dette meget udfordrende!
Christian har allerede proklameret, at han agter at "gaa i stilhed" som de rigtig haarde paa centeret gjorde - uden at tale i 42 dage. Han har dog lovet at det godt kan vente til vi er kommet hjem...
Det var en sjov og meget anderledes oplevelse at vaere i San Marcos.
Alt var meget primitivt, man maatte kun spise vegetarisk og elektriciteten var svingende sammen med internettet og de varme bade, men Sidsel er ved at blive god til junglelivet og kolibrier og farvestraaelende sommerfugle , der svaermer om bananpalmer og traeer med modne mango, lime, mandariner og avocado - det er helt sikkert grud nok til at vende tilbage til pyramiderne i San Marcos.

Krokodillejagt

Vores sidste dage i Mexico er talte, og de er gaaet med tulle rundt i San Cristobal De Las Casas. Det er helt sikkert den fedeste by vi har vaeret i endnu. Byen er omgivet af bjerge og vrimler med farvestraalende Maya indianere, saavel som kaffebarer og unge hippieturister. Der er opsat hoejtalere over hele bymidten som spiller dejlige kalypso-marimba-rytmer doegnet rundt! Kan I maerke stemningen?

I gaar tog vi over bjerget og ned i den naermeste dal for at se nogle beroemte krokodiller i Sumidera kloeften. Vi saa to, og vi er stadig ikke helt sikre paa, om de var aegte eller i plastic (guiden var spansk - og vi fattede mildest talt ikke en fis). Men til gaengaeld saa vi en masse gribbe og nogle glade aber der legede i traerne over krokodillerne. Vi sejlede rundt i en gul speedbaad med 200 HK i ca halvanden time - maaske derfor havde kun to krokodiller vaaget sig ud den dag.

I morgen tager vi til Guatemala, haaber forbindelsen der er lige saa god som i Mexico.

Karneval

Er nu rejst vestpaa til Merida. Kaldes i folkemunde "Den hvide by", hvilket vi endnu ikke helt er kommet frem til hvorfor ved det, at denne by har alle andre farver end lige hvid.

Folk her er meget venlige og interesserede, saerligt unge maend paa gaden, der vil vide hvorfra vi kommer og de kan sjovt nok allesammen sige: Haengekoeje!
I Yucatan sover alle i haengekoejer og befolkningen goer et ivrigt forsoeg paa at overbevise samtlige af byens turister om, at de ogsaa burde konvertere deres sovevaner.
Derfor er vi nu blevet de lykkelige ejere af en smuk haengekoeje som muligvis snart faar et frimaerke hjem til Danmark, fordi rygsaekkene tynger.
Vi var heldige at ramme Merida netop som det aarlige karneval skulle loebe af stablen og vi har allerede overvaeret adskillige optog, gadeafspaerringer og -saelgere, politi og en frygtelig masse mennesker overalt (Sender mange tanker til Kristina, der er i Rio og danse samba lige nu)!
Nu er vi ved at have faaet karneval nok for de naeste aar, saa i morgen rejser vi videre med natbus til Chiapas - og satser paa at det er sikkert.. Vi har 13 timer i bus herfra, saa det ku vaere rart om man kunne sove lidt af vejen.

Tarzan

Jeg troede aldrig, at det skulle overgaa mig, Sidsel Villemoes Abel, at sove i en hytte med sand paa gulvet og palmeblade paa taget. Men saadan kan det gaa, naar man ikke er forudseende nok til at booke et hostel paa forhaand og man derfor maa tage, hvad der er tilbage i den by man nu er havnet i.

Vi kom til Tulum, en lille strandby ca 130 km syd for Cancun, mest kendt for sine ruiner, der paa det naermeste ligger paa stranden. Jeg havde allerede nedlagt veto mod at overnatte i de ellers meget romantiske hytter paa stranden efter at have laest i Lonely Planet om stedets meget rige dyreliv. Der kunne blandt andet opleves leguaner, myg i massevis og man ogsaa vaere heldig at finde en BOA - sidstnaevnte afgjorde sagen!

Naa, men det skulle selvfoelgelig vise sig, at der ingen ledige sovepladser var i Tulum by og vi maatte derfor traske et stykke udenfor bygraensen med fuld oppakning ad en ret befaerdet motortrafikvej blot for at sande, at vi skulle overnatte i en lille hytte med straa paa taget og gekkoer i badet, for slet ikke at tale om alle de levende eksistenser, der var at finde i faelleskoekkenet - spaendende og horisontudvidende!

Christian havde laest en del om de mange huler, som Yucatanhalvoeen er kendt for og var saerligt fascineret af cenotes, som er huler dybt under jorden fulde af ferskvand og som mayaindianerne kendte til og blandt andet brugte til at bringe ofringer til deres guder (der kan stadig findes knoglerester i nogle af dem).

Disse underjordiske huler er meget populaere at dykke og snorkle i, saa da Christian fik lov at vaelge en aktivitet, var det det vi skulle i Tulum. Jeg var lidt mere tilbageholdende, for det foerste fordi jeg er alt andet end en erfaren snorkler og for det andet, fordi jeg ikke er saa tosset med alle de dyr der er under havets overflade. -Der synes efterhaanden at tegne sig et tema for dette indlaeg...

Naa, men vi moedte op fra morgenstunden, glade og forventningsfulde. 

Vores guide, Jorge kunne ligne en lidt aeldre udgave af Delfindrengen i Le grand bleu. 

Soed, men absolut ikke til at blive klog paa og hans engelsk var saa som saa. Han startede bilturen med at ryge en joint.

Vi naaede frem til grotterne, der var helt ubeskriveligt smukke og vandet krystalklart

ifoert vaaddragter, snorkel, maske og finner - ogsaa et ubeskriveligt syn. 

Det var overvaeldende og meget smukt, men det skulle vise sig, at vi skulle meget dybere ind i hulerne og Jorge havde absolut ingen forstaaelse for, at man ikke var helt fortrolig med snorkeludstyret. Vi kom helt derind, hvor hovedet stoedte paa loftet af grotten og jeg ville have forsvoret, at man kunne komme dybere ind hvis det ikke var fordi jeg blev trukket af Jorge og Chris skubbede bagfra. Christian svoemmede som en fisk i vandet og dykkede eventyrlystent ned for at se, hvordan der saa ud i dybet. Jeg kunne sagtens dy mig, mine ben syrede til af min desperate basken med svoemmefoedderne og jeg koncentrerede mig mest om ikke at hyperventilere i min snorkel, hvilket foroevrigt er ret svaert!

Efter en times tid blev jeg sat af paa kanten og drengene dykkede videre uden mig, en god deal for alle parter!

Dette var beretningen fra vores foerste faelles oplevelser i den store natur - en ren succes! 

Caribisk palmestrand

Tog fra Mexico City for nogle dage siden. Virkelig rart at komme vaek fra menneskemylder, stoej og konstant frygt for at blive koert ned af doedsbilister - vaerre end Rom!
Vi var begge meget traette mens vi var der. Selvfolgelig spillede hoejden en rolle, M.C. ligger i 2400 meters hoejde, men vi kunne ogsaa laese i aviserne den dag vi rejste, at smog-niveauet havde vaeret faretruende hoejt og til fare for hjerte- og lungesyge..
Naa, men besluttede os ret hurtigt for at vi havde brug for at faa luftet de hvide danskerstaenger, saa vi ville til Yucatanhalvoen. Busturen dertil tager 26 timer og det kan nok afholde selv den stoerste bustursentutiast. Heldigvis tjekkede vi flypriserne og endte med at komme afsted for under det halve af hvad busbilletten kostede og floej til Cancun paa to timer. Her var 30 graders varme og tropiske palmestrande og ca 50.000 amerikanske turister!
Saa vi fortsatte hurtigt til Isla mujeres, kvindernes oe, hvor vi nu har gjort holdt i et par dage. I gaar lejede vi en rod scooter som vi koerte oen tynd paa, gjorde holdt ved den laekreste strand, hvor vi kunne snorkle og se paa farvestraalende fisk.
Vi bor paa et billigt lille hotel hos Gloria, der driver stor hoteldrift i sit lillebitte pinkfarvede hus. Alt i alt et lille paradis, men i morgen tager vi tilbage til fastlandet til Tulum.
Vi har ikke saa faa maya ruiner, der skal ses foer vi kan fortsaette vores rejse...

Mexico!

Landede i Mexico city sent i aftes i en ny tidszone og takkede os selv for at have vaeret forudseende nok til at booke baade hostel og pick up service fra lufthavnen. Desvaerre ville skaebnen, at vores pick up var fuldt booket og ikke havde tid til at hente os..
Saa var gode raad dyre og vi maatte pludselig selv at begive os ud i taximareridtet og finde vej ind til vores hostel. Det lykkedes!
I dag har vi kaempet med varmen og den tynde luft, men nyder ellers at kunne sidde og nyde vores morgenmad paa tagterasse med blomstrende hibiscus og blaaregn, der haenger i klynger.
Tak for tippet, Signe:)
Tog paa tur til Frida Kahlos blaa hus og var fuldstaendig bjergtaget af hendes liv og historie. Til dem der ikke har set filmen, goer det og saa vil I ogsaa til Mexico.
Alt i alt er vi kommet frem til at Mexico city er naesten lissom at vaere i Rom - de spiller bare noget andet musik!

Afgang - igen

Saa lakker den amerikanske del af rejsen mod enden. Det har vaeret en oplevelse at bo saa laenge i byen, men vi er ogsaa enige om, at vi nu er klar til naeste stop paa rejsen.
Vi har ogsaa omtrent faaet set det vi gerne ville. Dog valgte vi soendag at tage til Harlem for at opleve en "rigtig gospelgudstjeneste i et autentisk miljoe". De der guidede ture, hvor man ruller op foran kirken i en dobbeltdaekkerbus sammen med 150 andre turister var ikke lige os. Saa vi fandt selv en kirke, hvor det ifoelge boegerne godt kunne lade sig goere at snige sig ubemaerket med til en service.
Vi kom i god tid, skulle gaa et stykke fra den naermeste subway. Pludselig kunne vi se at vi ifoelge kortet skulle vaere der, naar vi drejede om naeste gadehjoerne. Spaendingen var stigende, vi drejede om hjoernet og hvilket syn moedte os?
- En koe af turister saa lang at du ikke droemmer om det! Den rundede ikke bare det foerste gadehjoerne, men ogsaa det naeste. Omkring koen sprang lokale utaalmodigt rundt og forsoegte at saelge gadekunst, varm kaffe og cd'er med den helt rigtige musik "just in case you don't get in". Vi stod der i frostvejret i over en time foer de lukkede for indtaget af flere tilrejsende og vi maatte gaa slukoerede derfra.
Tilgengaeld saa vi en braendende bil, patronhylstre paa fortovet og meget store negre, der nidstirrede meget smaa danskere. Saa fik vi oplevet Harlem.
Vi flyver i aften til Mexico City, en syv-otte timer lang flyvetur. Men inden vi tager i lufthavnen skal vi lige hen paa hjoernet til vores stam diner og have de sidste pandekager med scrambled eggs i lang tid...

Oppe at koere

Billedredaktoeren melder, at han nu er med i kampen efter en haard opstart og svaer konkurrence fra andre aktive bloggere! Det har taget et par timer med haardt arbejdt at naa dertil hvor vi er nu - maalet er at have en "billedside" paa hoejde med National Geographic.
/Billedredaktoeren

Vroevl med teknikken

Vi maa desvaerre meddele at alle de fantastiske billeder vi har taget indtil nu maa vente paa udgivelse her paa siden. Forhaabentlig er problemet blot, at forbindelsen i East Village er for langsom til googlestandard og vi haaber paa bedre forhold naar vi kommer til Mexico City!?
Naa, men ellers nyder vi livet og friheden og hinanden her i den store by.
Temperaturen er paavej op igen og vi har smidt de lange underbukser;) Har faaet set MOMA sammen med 50000 andre turister. Christian er saerligt begejstret for Times Square efter moerkets frembrud og arbejder hver aften ihaerdigt paa, at vi lige skal slaa et smut omkring lyshelvedet.
Alt i alt er vi ret vilde med byen og dens beboere. New Yorkerne er utroligt hoeflige - siger undskyld naar de gaar ind i dig eller naar du gaar ind i dem, oensker dig en dejlig dag bare du koeber en bagel og man kan ikke faa lov at staa mange sekunder med et opslaaet kort foer den foerste standser og spoerger: "Are you lost?".
I dag staar programmet paa en tur med Staten Island faergen - den er gratis og sejler lige forbi Frihedsgudinden og Chinatown kommer vi vist heller ikke udenom.
Dog handler vores planlaegning oftere om, hvor naeste maaltid skal indtages end om hvad vi skal se og i denne by har vi virkelig travlt med at naa alle de laekre spisesteder vi gerne ville.
I dag staar den paa American Nouveau i Soho.

NYC

Kom til New York i gaar, hvor vi fik noegler til vores hjem den naeste uges tid. Forestil dig et af de smaa farverige raekkehuse med udvendige brandtrapper og alverdens forskellige butikker i gadeniveau. Saadan et hus bor vi i, men jeg vil godt afsloere at det ser mere romantisk ud udefra end paa indersiden. Vores lejlighed er halvandetvaerelses studio og der er nok 6 af den slags paa hver etage. Den passer perfekt til vores behov, men ejeren, en ung, smart New Yorker stylist har boet her de sidste 11 aar og jeg toer slet ikke taenke paa hvor meget hun maa betale om maaneden for dette lille hummer. Alle installationer haenger ud af vaeggen eller er sat fast med tape og radiatoren larmede somom den var ved at eksplodere, da vi forsoegte at faa liv i den her til morgen.
Vi vaagnede igen kl.05, den nye tidszone driller lidt og her var isnende koldt. Efter et stoerre omregningscirkus fra fahrenheit til celsius fik vi forklaringen. Det er ca. minus 10grader ude, citronhoesten i Florida er truet og man fraraader folk at bevaege sig udenfor - de er nu saa dramatiske de amerikanere.
Vi har nu taenkt os at bruge dagen paa diverse museer og kaffebarer veludstyret med postkort,dag- og guideboeger.
Mon I har faaet saa meget sne som lovet hjemme i Danmark?

Long Island Ice..

Velankommet til Long Island. Vaagnede op denne morgen til lyden af canadiske gaes, der graessede i forhaven og med den smukkeste udsigt til sne paa badebroen og en rislende creek.
Vi bor nu et par dage hos Mary Ellen og John, der er foraaldre til Christians families gamle udvekslingsstudent, Sarah. Vi tager toget ind til Manhattan i loebet af ugen.
Turen herover gik smertefrit, selvom Christian var noget skuffet over Lufthansas udvalg af spillefilm over Atlanten.
Sidsel var meget lettet over at blive lukket ind i staterne igen, naesten uden problemer. Dog skal man nu udfylde 15 blanketter, hvor man paa tro og love svaerger paa ikke at vaere terrorist OG have taget billeder og samtlige 10 fingeraftryk. Den klarede vi ogsaa.
Endnu engang tak til alle jer, der hjalp os igennem pakning og flytning og gjorde vores afskedsfest til et hyl - det var fantastisk!

Flytning veloverstået

Så fik vi endnu engang flyttet hele balladen hjem til Fyn og jeg skulle hilse og sige, at der er ikke blevet færre kasser siden sidst. Vores skønne lejlighed er tømt og overdraget til Silla og vi er nu officielt boligløse - og har ømme lår.
Snart er der kun tilbage at vinke farvel til forældre og bedsteforældre før turen igen går over bæltet til Kastrup.
Mandag d.2.2. kl.14.15 letter vi mod New York.

Vi nærmer os afgang...

Så er det blevet søndag aften og tid til at skrive vores rejseblogs første indlæg.
Vi skal rejse mandag om en uge og rejsefeberen er så småt ved at melde sig.
Lejligheden er halvvejs pakket i kasser og den kommende uge skal gå med at få de sidste formaliteter på plads - den lånte lejlighed i New York skal bekræftes endeligt og vi skal have helt styr på vores forsikringer, hvilket vi har ladet os fortælle er klogest, når man skal rejse i Sydamerika.
Studierne er også ved at være afsluttet og vi er begge på vej på orlov, Christian har dog lige to eksamener han skal have overstået i den kommende uge.
Nu har pizzadejen vist snart hævet et par timer, så dette må blive enden på dette første indlæg.
Vi glæder os allerede til at fortælle om alle vores oplevelser undervejs på turen og hører
meget gerne fra alle jer herhjemme. I vil blive savnet!
God søndag