El burro con pan

"El burro con pan" er spansk og betyder Aesel med broed og det er navnet paa den lille hytte vi besoegte i Tinogasta i det nordvestlige Argentina.
Hvorfor husets ejere netop havde valgt det navn er en laengere historie, der er naesten ligesaa skoer som ejerne selv. Dem havde vi moedt paa en oerkentur i Bolivia, hvor vi tilbragte mange kolde aftener sammen omkring et spil Uno foer vi hoppede i de isafkoelede soveposer. Men det var en helt anden tur, der altsaa blev grunden til at Christian og jeg begav os paa et tre dages eventyr ud i Andesbjergene for at finde vores franske venner.
Fanche og Pierrick, 2 rejselystne franskmaend fra Bretagne havde 2 aar tidligere impulskoebt et hus i Tinogasta taet paa Chiles graense og boede nu saa lang tid af aaret som oekonomien tillod det i Argentina sammen med deres 13-aarige datter, Julie.
Vores moede med familien var en anderledes oplevelse, der gav et nyt billede af, hvor meget luksus man egentlig har behov for.

Casitaet var et lille lerhus, der ikke laengere var beboeligt, blandt andet fordi det ikke havde noget tag, og en dertil hoerende garage. Garagen var nu, lettere ombygget, blevet til "hus" og de ca 15m2 kom til at huse os alle 5 i en uges tid!

Huset laa paa en halvstor grund, der tidligere havde vaeret vinmark. Nu var vinstokkene overgroet med ukrudt, men planen var at faa gang i en vinproduktion i loebet af et par aar...
Med i hushandelen, som var endt paa ca 30.000, var en hest. Og denne plettede Cortito gik nu rundt paa grunden og guffede friske groenne skud fra vinstokkene - ren Pippi Langstroempe! Hver eftermiddag gjorde Julie hesten klar og saa skiftedes vi til at ride rundt i haven til alles store fornoejelse, paanaer hestens, der satte stor pris paa sin frihed.

Husets sanitaere indstallationer var et emne for sig. Toilettet var anbragt i et rum i det tidligere hus. Det fungerede med en spand som skyld og havde ikke laengere den luksus at have doer, saa besoegene var korte og med risiko for besoeg af andre traengende.
Badene foregik udenfor under aaben himmel og helst midt paa dagen naar solen var paa, da vandet i haveslangen kom direkte fra bjergene. Naar én startede hanen op var der badning paa skift.
Der var kun afskaermning paa to af siderne, saa ogsaa naboerne havde stor fornoejelse af den franske families - og deres gaesters - daglige badeforestilling.

Vi blev i Tinogasta i en lille uge, saa laengtes vi igen efter friheden ved kun at vaere to til at bestemme og kunne rykke teltpaelene op, naar man har lyst til en anden udsigt fra vinduet naar man vaagner. Vi rejste ned gennem Mendoza for at smage paa omraadets dejlige vine og se de smukke efteraarslandskaber - ja, her venter vi paa vinterens foerste snefald!
I morgen krydser vi graensen til Chile og stiler mod Valparaíso, hvor Christian har noget efterforskning i sine aner han skal have klaret.
Det kommer der nok mere om i naeste omgang.

Den gamle Mand og Havet

Jeg sad paa torvet i den lille vinby Cafayate i det nordvestlige Argentina. Christian var ude og lede efter et sted vi kunne overnatte og imens ventede jeg med vores efterhaanden store rygsaekke paa en baenk i solen.
En gammel mand kom cyklende fordi og saasnart jeg hilste paa ham steg han af cyklen og satte sig paa baenken ved siden af mig.
Jeg havde svaert ved at forstaa ham for han manglede tre fortaender og talte med en kraftig dialekt, men han havde tilsyneladende dagen for sig og missede tilsyneladende ikke muligheden for en god snak.
Han fortalte, hvordan han hele sit liv havde arbejdet med med vin og hans laedrede hud i ansigtet vidnede om, at han havde arbejdet i marken.
Jeg fortalte, at jeg kom fra Danmark, hvor der hverken er vinmarker eller bjerge som her. Han nikkede og taenkte laenge foer hun spurgte om Danmark var en stor by - underforstaaet i Argentina...
Jeg fortalte, at det er et lille land i Nordeuropa og med ét lyste hans ansigt op. Ligger det saa taet paa havet, spurgte han. Og jeg forklarede at Danmark er omgivet af vand. Han taenkte laenge og spurgte saa nysgerrigt, hvordan havet ser ud. Er der saa vand saa langt oejet kan se?
Han pegede op og spurgte: Er det ligesom himmelen?
Den gamle mand havde aldrig set havet og den dag fik jeg aeren af, paa gebrokkent spansk, at male ham et billede at det. Jeg haaber det kom til at ligne, bare lidt.

Paa hesteryg

Ja, nu er det efterhaanden laenge siden sidst, men internetforbindelserne i Bolivia passer meget daarligt til vores temperament. Alle de gode historier om livet paa farmen maa I faa siden, vi kan blot sige, at det gav store udfordringer til vores samarbejdsevner og vi oplevede et sandt paradis af klapperslanger, taranteller og andre eksotiske husdyr.

I dag er vi netop hjemkommet fra endnu et eventyr. Vi har vaeret en lille uge i en westernby i det sydlige Bolivia. Tupiza - byen, hvor Butch Cassidy og Sundance Kid endte deres dage.
Herfra tager vi westernekspressen til Argentinas graense i morgen tidlig.
Eventyret var intet mindre end en tur ud mellem de roede klipper og de meterhoeje kaktusser til hest!
Indtil i dag begraensede vores erfaring indenfor ridning sig til Sidsels tur paa kamelen Mickey Mouse i Egypten i -95 og Christians mange ture paa Tivolis vilde karusselheste.
Det var derfor med en smule gru, at vi traskede ud af byen for at moede vores guide ved jerbaneoverskaeringen med 3 stk. levende heste . Vi havde som de fornuftige danskere vi er, insisteret paa hovedbeskyttelse. Kvinden paa bureauet troede vi mente cowboyhatte og tilboed os saadan to. Sidsel naegtede at staa til hest for 1.gang i sit liv uden en hjelm og efter lidt tid fik vi 2 stk cykelhjelme! Set i bakspejlet havde vi nok haft mere gavn af ekstra saddelbetraek, da det er bagdelen der har taget mest skade efter turen.
Vores guide Junior var en lille fyr paa 13, der kun talte spansk, men tilgengaeld havde siddet paa en hest siden han var 5. Vores heste var broedre og tilsyneladende af den store race - bare at bestige kraeene voldte en del problemer.
Vi kom dog op og begyndte turen ud af byen langs med jernbanesporet. Dette forsikrede Junior os om var ganske sikkert, for der koerer kun tog mandag og torsdag - resten af ugen bruges sporene til ridesti.
Foerste forhindring paa turen var en meget stejl skraent, der skulle bestiges, men hestene klarede det i fin stil. Herefter mente Junior at vi var klar til galop! Det har nok vaeret et syn for guder, men var vildt sjovt og vi klarede begge at forblive i sadlerne.
Christian har herefter proklameret, at hans naeste kaeledyr skal vaere en hest (det sidste han havde var hamsteren Hammi, der led en trist skaebne, doede af forspisning).
Saa der er muligvis faa aendringer i vores lejlighedsopslag pr 1.8...