Rancho Montana

Efter nogle dages storbyliv i La Paz skulle der ske noget nyt. Vi havde fundet en spaendende side paa nettet, der etablerer kontakt mellem oekologiske farmere i hele verden og frivllige, der gerne vil arbejde for kost og logi.
Det var lige noget for os! Vi tog kontakt til en amerikaner bosat i Bolivia, der tilsyneladende havde alt det vi ledte efter - marker og dyr, 90% selvforsynenede og meget interesseret i at faa gaester. -Foerst i bussen begyndte vi at overveje den mulighed, at han maaske ikke indeholdt alt det gode han gav sig ud for. Men nu var vi altsaa paavej mod Santa Cruz, Bolivias 2. stoerste by, uden helt at vide hvad vi gik ind til. Busturen alene tog 18 timer.
Vi tog afsted fra kulde og 4000m hoejde og da vi vaagnede var det saa varmt at vi naesten ikke kunne aande. Vi var havnet ved foden af Amazonjunglen og skulle rejse endnu 2 timer paa grusvej foer vi naaede vores maal.
Vi hyrede en taxi, der kunne koere os noget af vejen. Den var, som mange biler i Bolivia, importeret brugt fra Japan og havde derfor oprindeligt haft styretoejet i bilens hoejre side. Pedalerne og rattet havde man lidt primitivt faaet flyttet til venstre side, mens speedometer, oliemaaler og andre unoedvendige hjaelpemidler stadig var placeret til hoejre. Trods det naaede vi sikkert frem til et gudsforladt vejkryds, hvor vi havde aftalt at moedes med vores amerikanske netven: Brent.

Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os, men helt sikkert noget andet end vi moedte i det vejkryds. Mod os kom gaaende en lille, tyk mand i halvsnavset T-shirt med afklippede aermer. Hvid, men roed af solen og med langt lyst haar, der var begyndt at tyndes paa toppen. En blanding af en rocksanger fra 80'erne og en HA-motorcyklist.
Vi satte os ind i hans sorte firehjulstraekker og koerte afsted mod en ukendt destination. Han spurgte om vi var sultne, hvilket vi var som hunde, hvorpaa han fortalte en lang historie om, at han havde spist ALT paanaer mennesker (hvilket han endnu havde tilgode hos sine kannibalvenner i midtafrika).
Jeg var mundlam! Christian og han fik en god snak med ham om, hvor pudsigt det var, at vi var havnet midt i Amazonas uden at vide det- saerligt fordi Sidsel slet ikke ville ind i junglen pga. slangerne... Herefter kunne han levende berette om den 4 meter lange hun-anakonda han havde moedt paa vejen for et par uger siden. Da var jeg klar til at skippe alle planer om farmerliv og desertere paa stedet!

Vi spiste frokost paa en, for bolivansk standard, fin restaurant. Christian fik et dyr som vi endnu ikke helt ved hvad er, men det lever kun i junglen og ligner en blanding af en kanin og en rotte - jeg holdt mig til fisk...
Efter en lang koeretur i fantastisk smukke omgivelser naaede vi frem til ranchen, der mere lignede en spansk hacienda i lyseroed!
Brent viste sig at vaere en rigtig fin fyr, der havde arbejdet i olieindustrien siden han var 13, havde tjent masser af penge og bosat sig i Bolivia for 19 aar siden. Hans kone Pati var bolivianer, ung og smuk og hun lavede den bedste mad end vi endnu har faaet paa rejsen.
Vi blev haengende paa farmen i en uges tid. Om vores oplevelser paa gaarden maa komme i naeste blog...

Jesus i Cobacabana

Vi besluttede at holde paaske paa den bolivianske side af Titicaca soeen og forlod dermed et et koldt og regnfuldt Peru.
Cobacabana er en lille fiskerby, der ligger ved soeen og som er kendt for Madonnaen i byens hovedkirke. Hvert aar til paaske valfarter pilgrimme fra hele Bolivia og Peru til Cobacabana for at fejre denne store katolske hoejtid. Vi vidste godt, at det var paaske og at byen sandsynligvis ville vaere fuld, men det syn, der moedte os da bussen koerte ind ad byens hovedgade havde vi aldrig forestillet os. Der var mennesker overalt og ikke bare mennesker, men horder med cykler og hunde og telte og boern og ikke mindst farvestraalende paaskepynt. Ikke kyllinger som vi kender det derhjemme, men kors og grene smukt dekorerede med blomster og baand i alle farver. Jeg havde egentlig troet at langfredag var en stille dag i den katolske kirke, men der tog jeg helt fejl...
Saerligt festligt blev det, da vi kom ned paa stranden, hvor der tilsyneladende eksisterede en form for allemandsret for den var plastret til med iglotelte og madboder, ballonmaend og vandcykler. Da det havde regnet temmelig meget de sidste dage og alt var en stor mudderpoel, gik vores taenker hen i retning af en form for midtfynsfestival med store skoerter og bowlerhatte - et ubeskriveligt syn!
Om aftenen havde vi laest os til, at der skulle vaere pilgrimsoptog fra kirken kl 19.00.
Vi dukkede troligt op, men taenkte at vores spanske maatte have svigtet os, for kirken var naesten tom.
Pludselig bragede musikken gennem hoejtalerne og kvart over 19 begyndte de hundredevis af pilgrimme at komme daskende paa trods af at gudstjenesten var gaaet i gang.
Én havde store problemer med at faa sin cykel med ind paa kirkebaenken og blev da ogsaa paent bedt om at stille den ud til siden da kirken naaede sit bristepunkt.
I den protestantiske kirke er vi saa ordentlige og passer godt paa kirkens skatte. Her i Sydamerika er det skik, at man hvert aar til sang og musik piller Jesus ned af korset og baerer ham gennem byen i et optog sammen med Jomfru Maria og Maria Magdalene. Det gjorde de saa og bagefter holdt de et brag af en fest. Det var saa anderledes end noget andet vi har oplevet og helt saerligt at faa lov at vaere en lille del af.

Vi er nu kommet til La Paz som er en fantastisk smuk by klemt ned mellem sneklaedte bjerge.
Vi har set en masse afspaerringer omkring praesidentpaladset og har undret os lidt over dette, men vi har netop hoert at det skyldes, at den bolivianske praesident er gaaet i sultestrejke!
Det er tilsyneladende hans sidste mulighed for at faa vedtaget en meget omstridt lov.
Det forlyder dog ogsaa, at oppositionen ikke mener, at han ikke vil tage skade af et par dages faste.

HURRAA!

Det er netop faldet paa plads og de sidste flybilletter er booket. I juni faar vi foelgeskab af vores to yndlings-odenseanere, David og Ann Sofie og vi glaeder os helt vildt! De kommer flyvende midt i juni og rejser med os i 3 uger i Brasilien og maaske lidt i Argentina.
Selvom vi moeder mange soede mennesker herude kan intet nu maale sig med de gode gamle hjemme fra Fyn;)

Condortur

Saa er vi her igen efter lang tids stilhed. Der har vaeret alt for mange oplevelser, der stod i koe, saa vi har svigtet internettet lidt. Er dog lige blevet opmaerksomme paa at vi i mellemtiden har faaet ny statsminister!
Hvad skal man mon synes om det - er der roere hjemme i DK?
Tiden er som sagt gaaet med diverse attraktioner. Vi har proevet vores foerste rigtige trek - en 3 dages vandretur i Colca cañon, verdens dybeste kloeft. I solopgangen saa vi condorene svaeve op fra dybet, helt fantastisk. Vi havde vores egen private guide, Marcos, der var vokset op i en af de smaa landsbyer i kloeften og han kendte den som sin egen bukselomme. Han besteg de stejle bjergsider som en anden bjerggemse, vi to andre kom halsende efter, men var ellers ret vilde med trekkinglivet. Det eneste krisepunkt var da vi naaede 2. nats lodge som viste sig at vaere hytter med stampet jordgulv, bambusvaegge og straa paa taget - det mindede meget lidt om det hostel vi troede vi havde bestilt. Vi overlevede dog begge natten og skulle alligevel op klokken 04.00 for at klatre 1300m op fra kloeften inden solen begyndte at bage.
Er siden taget videre til Cuzco, hvorfra vi tog turen til Machu Picchu, men meget mere om det i

naeste blog.