Sidste hilsen inden afrejse

Saa er det blevet tid til bloggens allersidste indlaeg.
Kontikiekspeditionen er foert til vejs ende. Det har vaeret hyggeligt at have saadan en blog og dejligt at vide, at mange fulgte os fra rundt omkring i verden. Selvom vi har doejet med stroemsvigt, langsomme uduelige computere, bandet over svigtende skypeforbindelser og saagaar har haft en trojansk hest inde paa vores 4000 billeder forleden (den blev lokket ud med lidt havre), har det vaeret guld vaerd at kunne kommunikere med jer derhjemme.
Det har mindsket hjemveen i de haarde tider.

Vi er naaet til Sao Paulo, turens sidste stop. Herfra, hvor vi sidder, kan vi hoere flyene lette fra lufthavnen faa km vaek og om to dage sidder vi selv ombord paavej hjem.
Det var med blandede foelelser at vi sent i gaar aftes vendte tilbage til byen, hvor Sidsel for en maaned siden fik stjaalet sin rygsaek. Men denne gang er vi blevet indlogeret hos Ana, der er healer og utrolig gaestfri og hendes positive energier har gjort moedet med Sao Paulo meget rarere.

De sidste dage bliver brugt til at spendere de sidste smaapenge, besoege politistationen og ellers bare tulre rundt og forene sig med tanken om, at vores 6 maaneder lange eventyr er ved at vaere ovre.
Det har vaeret 6 fantastiske maaneder, der har givet os al den frihed vi laengtes efter, da vi sad hjemme i Danmark. Men til tider har det ogsaa vaeret haardt og kraevende konstant at vaere undervejs uden andet maal end det vi selv satte os for. Vi er blevet mange oplevelser og bekendtskaber rigere, maaske ogsaa lidt klogere og glaeder os efterhaanden begge to til at vende hjem og fordoeje alle minderne og faa en hverdag igen.

Christian + Sidsel