Vores familie i Guatemala

Efter en uges veloverstaaet sprogskole i Xela, maa det nu igen vaere tid til at give lyd paa bloggen. Den sidste uge har vaeret saa spaekket med oplevelser og et konstant flow af aktiviteter og af samme grund har der vaeret lidt stille her paa siden.
Vi bor i en by paa stoerrelse med Odense, men udover stoerrelsen har de to byer ikke mange lighedspunkter. Skolen vi har vaeret paa har vaeret utrolig god. Man har privatlaerer 5 timer om dagen, hvilket har hjulpet en anelse paa vores spanskkundskaber, men samtidig laegges der stor vaegt paa at fortaelle Guatemalas historie i baade for- og nutid.
I dag har vi vaeret ude i bjergene og opleve et omraade, der blev brugt som skjulested for guerillabevaegelsen under borgerkrigen og vores guide, der selv var ex-guerilla kunne fortaelle sin egen gribende historie om et liv i krig. Det var en meget staerk oplevelse.
Hele ugen har vi vaeret indkvarteret privat hos en guatemalansk familie og det har vaeret et helt kapitel for sig. Man faar en helt anden indsigt i landet ved at faa lov til at komme ind i lokale hjem og vaere en del af deres hverdag.
Familien har taget saa godt imod os, men at se hvor fattigt en familie med en haardtarbejdende far og en hjemmegaaende mor og to boern lever her, er rystende. Lige saa rystende som at kriminalitet og vold paa gaden er en naturlig del af livet her. Vi bliver raadet til ikke at gaa ud efter moerket frembrud (klokken seks) og det er ikke fordi vi er hvide, men blot fordi der hver eneste dag bliver begaaet overfald og vold paa civile paa aaben gade.
Naa, men I ved jo, at vi er fornuftige og passer paa os selv. Det er bare saa meget anderledes end at vaere hjemme i trygge Danmark (som vist ikke er saa tryg i oejeblikket?).
Nu lukker internetbiksen og moerket falder paa...
I hoerer mere, Knus