Et natligt eventyr

Nu er det vist blevet tid at fortaelle lidt om vores oplevelser paa Guatemalas landeveje - vi har snart proevet de fleste!
Problemet med at komme rundt i Guatemala er, at der ikke findes rigtige busser som man kan tage fra A til B som vi oplevede i Mexico. Her koerer lokale i de saakaldte Chicken buses, hvis navn vistnok skyldes at man ofte rejser med en kylling eller to paa skoedet. Busserne er gamle amerikanske skolebusser som er smukt dekorerede i alle farver og oftest nypudsede. Problemet er bare, at de ikke koerer helt uden problemer i bjergene og ofte er noedt til at torpedere en bjergside, naar bremserne svigter. Desuden er backpackere med fuld oppakning nemme ofre for tyveri og hold-ups ombor paa disse busser.
Af samme grund har vi tit valgt at koere i minibus, som er sikrere og har rimeligt gode forbindelser. Christian faar ploejet sig igennem mange romaner paa vores lange ture, jeg sidder som regel ved vinduet med et fast blik rettet mod bjergskraaningerne, bevaebnet med en pose og en flaske vand. Jeg er virkelig daarlig til at koere i bjerge, saerligt i 30 graders varme!
I sidste uge naaede vi helt op i et nordlige Guatemala for at opleve Tikal - kaempe mayaruiner, der ligger midt i junglen. Vi saa baade ruiner og broeleaber, papagoejer, vaskebjoerne, myreslugere og heldigvis ingen to meter lange klapperslanger. En helt guddommelig oplevelse!
Turen tilbage mod hovedstaden er ca. 10 timer i bus. Guideboegerne advarer mod at bruge natbusser pga landevejsroevere, men vi lod os friste af muligheden for at spare en overnatning og samtidig faa en billig billet med en 2.klasses bus. Vi blev klogere!
Alt tegnede godt, da vi satte os i taxaen(incl. i prisen!) til busstationen kl 23.00, men allerede paa der blev vi lidt usikre paa om det nu ogsaa var den bedste idé vi havde faaet..
I bussen faldt vi hurtigt i soevn, men vaagnede brat efter halvanden time ved at bussen holdt stille, stemningen var panikagtig og folk loeb ud med deres baggage. Bussen var brudt sammen og nogle faa smarte hoveder oejnede chancen for at faa et lift videre. Vi var slet ikke saa hurtige og havde desuden ingen trang til at hoppe af midt paa en baelgmoerk rasteplads, uden at vide hvad der nu skulle ske.
Det viste sig, at ingen af de ca 30 guatemalske maend vi fulgtes med kunne fortaelle os noget, vi maatte bare vente og haabe paa det bedste. Vores medpassagere fandt hurtigt en lille listig kro, hvor de ventede og da de kom tilbage kunne de lissaa godt have snakket russisk - vi forstod ikke et ord af, hvad de sagde.
Det skulle tage tre timer foer der kom et lift, der kunne koere os tilbage hvor vi kom fra, hvilket vi ikke synes var en saerlig god idé. Saa vi ventede til klokken 5.20 foer der kom en bus, der koerte os til graensen til Honduras! hvilken absolut ikke var en del af den planlagte rute.
Herfra kom vi paa en ny bus til Guatemala city, som bestemt ikke virkede som et saerligt sikkert sted for os at vaere. Stort set alle er bevaebnede her, inklusive vores medpassagerer og vores rejseselskab havde givet os besked paa, at vi under ingen omstaendigheder maatte flytte os fra det sted vi blev sat af bussen, vi skulle vente til vi saa en mand, der bar et skilt med vores navn paa - det var den eneste person, vi maatte stole paa. Problemet var blot, at vi ankom 8 timer efter denne mand sandsynligvis havde staaet et andet sted i byen, paa en anden busstation og ventet med et skilt med vores navn.
Det lykkedes os dog at finde en bus videre til Antigua, vores destination, hvor vi ankom ca 10 timer senere end forventet fuldstaendigt moere af traethed.
Men vi klarede den og er nok faerdige med natbusser i Guatemala for denne gang.