Tarzan

Jeg troede aldrig, at det skulle overgaa mig, Sidsel Villemoes Abel, at sove i en hytte med sand paa gulvet og palmeblade paa taget. Men saadan kan det gaa, naar man ikke er forudseende nok til at booke et hostel paa forhaand og man derfor maa tage, hvad der er tilbage i den by man nu er havnet i.

Vi kom til Tulum, en lille strandby ca 130 km syd for Cancun, mest kendt for sine ruiner, der paa det naermeste ligger paa stranden. Jeg havde allerede nedlagt veto mod at overnatte i de ellers meget romantiske hytter paa stranden efter at have laest i Lonely Planet om stedets meget rige dyreliv. Der kunne blandt andet opleves leguaner, myg i massevis og man ogsaa vaere heldig at finde en BOA - sidstnaevnte afgjorde sagen!

Naa, men det skulle selvfoelgelig vise sig, at der ingen ledige sovepladser var i Tulum by og vi maatte derfor traske et stykke udenfor bygraensen med fuld oppakning ad en ret befaerdet motortrafikvej blot for at sande, at vi skulle overnatte i en lille hytte med straa paa taget og gekkoer i badet, for slet ikke at tale om alle de levende eksistenser, der var at finde i faelleskoekkenet - spaendende og horisontudvidende!

Christian havde laest en del om de mange huler, som Yucatanhalvoeen er kendt for og var saerligt fascineret af cenotes, som er huler dybt under jorden fulde af ferskvand og som mayaindianerne kendte til og blandt andet brugte til at bringe ofringer til deres guder (der kan stadig findes knoglerester i nogle af dem).

Disse underjordiske huler er meget populaere at dykke og snorkle i, saa da Christian fik lov at vaelge en aktivitet, var det det vi skulle i Tulum. Jeg var lidt mere tilbageholdende, for det foerste fordi jeg er alt andet end en erfaren snorkler og for det andet, fordi jeg ikke er saa tosset med alle de dyr der er under havets overflade. -Der synes efterhaanden at tegne sig et tema for dette indlaeg...

Naa, men vi moedte op fra morgenstunden, glade og forventningsfulde. 

Vores guide, Jorge kunne ligne en lidt aeldre udgave af Delfindrengen i Le grand bleu. 

Soed, men absolut ikke til at blive klog paa og hans engelsk var saa som saa. Han startede bilturen med at ryge en joint.

Vi naaede frem til grotterne, der var helt ubeskriveligt smukke og vandet krystalklart

ifoert vaaddragter, snorkel, maske og finner - ogsaa et ubeskriveligt syn. 

Det var overvaeldende og meget smukt, men det skulle vise sig, at vi skulle meget dybere ind i hulerne og Jorge havde absolut ingen forstaaelse for, at man ikke var helt fortrolig med snorkeludstyret. Vi kom helt derind, hvor hovedet stoedte paa loftet af grotten og jeg ville have forsvoret, at man kunne komme dybere ind hvis det ikke var fordi jeg blev trukket af Jorge og Chris skubbede bagfra. Christian svoemmede som en fisk i vandet og dykkede eventyrlystent ned for at se, hvordan der saa ud i dybet. Jeg kunne sagtens dy mig, mine ben syrede til af min desperate basken med svoemmefoedderne og jeg koncentrerede mig mest om ikke at hyperventilere i min snorkel, hvilket foroevrigt er ret svaert!

Efter en times tid blev jeg sat af paa kanten og drengene dykkede videre uden mig, en god deal for alle parter!

Dette var beretningen fra vores foerste faelles oplevelser i den store natur - en ren succes!